TÆNDHÆTTEN badminton


Velkommen til Tændhætten
Dragør august 2023

For at give dig lidt information om hvilken klub vi er, vil vi  her orientere dig om foreningens historie, og hvilke regler og muligheder, der er gældende for medlemmerne.

Det startede i 1973, som et medlemstilbud i den daværende ungdomsforening "HUMLEN", der tilbød sine medlemmer at spille badminton. Senere blev det til en selvstændig forening, der fik det særegne navn "TÆNDHÆTTEN", på grund af tilknytningen til Krudthuset. Foreningens formål var, og er stadig, at tilbyde badmintonspil til borgere i Dragør kommune.

Foreningen råder over baner i Hollænderhallen og på Nordstrandskolen. Foreningens medlemmer har ikke "ejendomsret" til en bestemt banetid, men tildeles brugsret til en bane ved lodtrækning i starten af hver sæson. Dette princip er unikt i forhold til de fleste andre klubber, hvor man kan have den samme banetid år efter år. Dette betyder imidlertid også at alle som spiller på klubbens bane, SKAL være medlem, også selv om man kun spiller som reserve eller vikar.


rød kugle Medlemskabet
rød kugle Banefordeling
rød kugle Spilletiden
rød kugle Arrangementer
rød kugle Information
rød kugle Priser
rød kugle Vedtægter
rød kugle Spilleregler (pr. aug. 2006)
rød kugle Persondatapolitik (mar. 2019)



MEDLEMSSKABET

Aktivt medlemskab:
Giver ret til fast ugentlig banetid, samt benyttelse af alle klubbens øvrige banetider der måtte stå ledige. Herudover giver det ret til deltagelse i evt. træning samt turneringer.

Passivt medlemsskab:
Støtter og vedligeholder tilknytningen til klubben. Giver ret til banefordeling på lige fod med aktive.
Retten til fast spilletid, eller spilletid i øvrigt, kræver aktivt medlemskab.
I forbindelse med festarrangementer,betragtes et passivt medlem som gæst.

Barnemedlemsskab:
Er et medlemstilbud for medlemmers børn under 18 år, som ønsker at spille med på forældrenes banetid.
Børn som ønsker selvstændig banetid betragtes som aktive medlemmer.
Medlemstilbudet dækker også træning af børn, mod merbetaling.
Barnemedlemsskabet kræver naturligvis at mindst en af forældrene er medlem.

Kontingent og indmeldelsesgebyr for aktive voksne betales ved indmeldelsen.
Børn og passive betaler dog ikke indmeldelsesgebyr.
Der er ingen kontingentreduktion for indmeldelse i løbet af en sæson, ligesom der heller ikke er tilbagebetaling, hvis man udmelder sig i løbet af sæsonen.

BANEFORDELING

Fordelingen af banetider finder sted hvert år i august måned, efter en skriftlig indbydelse til alle medlemmer fra den foregående sæson. Fordelingen foregår efter lodtrækning blandt alle fremmødte, og medlemmer som har fremsendt skriftligt ønske til foreningen. Lodtrækningen giver således alle samme chance for netop den banetid, der passer bedst.

Lodtrækningen foregår i 2 runder:
  1. Runde: Nuværende medlemmer.
  2. Runde: Nye medlemmer.
Har du ikke heldet med dig ved banefordelingen, kan du sende dit ønske via hjemmesiden www.taendhaetten.dk under punktet "Send os en Mail", eller "Læg en besked". Du vil herefter blive kontaktet hvis den ønskede tid bliver ledig.
Denne mulighed er naturligvis KUN for medlemmer.

SPILLETIDEN

Når spilletiden starter skal spillet være påbegyndt indenfor de første 5 min., herefter betragtes banen som fri, og kan benyttes af andre medlemmer resten af spilletimen. Efter endt spil, SKAL brugte bolde fjernes fra banen.
Der kan i sæsonens løb forekomme forskellige aflysninger af banetider. Det kan skyldes terminsprøver eller andre arrangementer af længere varighed, og klubben har forpligtet sig til at rykke for sådanne aflysninger. Det skal her bemærkes at en aflysning KUN er gældende såfremt de berørte spillere har modtaget information herom pr. brev, telefon, mail eller via klubbens eller hallens hjemmeside. I forbindelse med netskift i Hollænderhallen fra en sportsgren til en anden, kan der i enkelte tilfælde blive tale om mindre forkortelser af spilletimen, som ALLE SKAL respektere. På Nordstrandskolen er lukketiden lørdag og søndag kl. 15.00 og hverdage kl. 22.00, det vil sige at man skal være UDE på nævnte tidspunkter.
I løbet af sæsonen kan der foretages såkaldte banechecks, enten fra klubbens eller hallens side. Det er derfor vigtigt at melde afbud ved længere tids fravær. (sygdom, ferie og lign.) Dette gøres vha mail fra www.taendhaetten.dk under punktet "Send os en Mail", eller punktet "Læg en besked". På denne måde kan andre måske få glæde af den ledige tid. (må også meget gerne bruges ved blot en enkelt gangs fravær)

ARRANGEMENTER

Hver sæson forsøges afholdt 2 interne turneringer, normalt i november og april måned. Her afvikles rækker i damesingle, damedouble, herresingle, herredouble og mixdouble i det omfang der er tilmeldinger nok (mindst 4 deltagere). Herudover forsøges hver vinter, som regel i februar, arrangeret en fællesturnering med andre lokale klubber.

INFORMATION

Tændhættens primære informationskanal er internettet. På hjemmesiden www.taendhaetten.dk findes al relevant information, og hjemmesiden er altid opdateret med seneste nyt. Her vil du finde information fra bestyrelsen og forvaltningen, invitationer, aflysninger og meget mere.
Under punktet "medlemsservice" kan du give klubben besked om flytning, nyt telefonnummer eller E-mail.
Indmeldelse i klubber kan ske direkte fra forsiden via punktet "Indmeldelse", eller under punktet "Tilmelding", hvor der findes blanket til nye medlemmer.
Hjemmesiden er altid åben for indlæg fra medlemmerne.

PRISER sæson 2023/24

Indmeldelse (voksen aktiv) 100,-
Aktiv voksen / barn med egen bane 300,-
Passiv voksen (spiller ikke) 100,-
Børn under 18 år (barnemedlemsskab)   50,-
Børn under 18 år med egen banetid 300,-

Vores bankkonto: Reg.: 5324 Konto: 0243 036
NB: husk tydelig afsender information.

VEDTÆGTER

VEDTÆGTER FOR BADMINTONKLUBBEN TÆNDHÆTTEN

§ 1

Foreningens navn er "TÆNDHÆTTEN". Foreningens hjemsted er Dragør Kommune.

§ 2

Foreningens formål er at give kommunens indbyggere mulighed for at spille badminton, samt at udbrede interessen for dette spil.

§ 3

Foreningen ledes af en bestyrelse på fem medlemmer. Formanden vælges hvert år af generalforsamlingen, mens de fire øvrige medlemmer vælges for to år ad gangen, to i lige år og to i ulige år.
Foreningen tegnes af formanden sammen med et bestyrelsesmedlem eller af tre bestyrelsesmedlemmer i forening.

§ 4

Forenings- og regnskabsåret er perioden 1/5 - 30/4. På den årlige generalforsamling, der skal afholdes i maj måned, aflægger bestyrelsen beretning om det forløbne års aktiviteter.


§ 5

Den årlige generalforsamling indkaldes enten pr. e-mail eller hvis dette ikke er muligt pr. brev med angivelse af dagsorden og med mindst 14 dages varsel.

§ 6

Dagsorden for den årlige generalforsamling skal indeholde følgende punkter:


A) Valg af dirigent
B) Bestyrelsens beretning
C) Fremlæggelse af det reviderede regnskab til godkendelse
D) Valg til bestyrelsen
E) Valg af 2 revisorer og 1 suppleant for disse
F) Indkomne forslag
G) Fastsættelse af kontingent for den kommende sæson
H) Eventuelt.

Forslag i h.t punkt F) skal være bestyrelsen i hænde senest 8 dage før generalforsamlingen for at kunne blive behandlet. Stemmeberettigede er alle medlemmer, som er fyldt 16 år og ikke er i restance med kontingent. Beslutninger træffes ved almindelig stemmeflerhed og foretages ved håndsoprækning , dog kan mindst 1 medlem forlange skriftlig afstemning. Stemmeret kan udøves ved fuldmagt. Et medlem kan dog aldrig råde over mere end én fuldmagt, der skal lyde på navn.

§ 7

Ekstraordinær generalforsamling skal indkaldes enten pr. e-mail eller hvis dette ikke er muligt pr. brev med angivelse af dagsorden og med mindst 14 dages varsel. Ekstraordinær generalforsamling indkaldes, såfremt 2 bestyrelsesmedlemmer eller 1/3 af de kontingentbetalende medlemmer fremsætter begæring herom.


§ 8

Vedtægtsændringer såvel som beslutning om foreningens ophør kræver, at der er 2/3 af medlemmerne tilstede på generalforsamlingen. Hvis dette ikke er tilfældet, skal der indkaldes til ny generalforsamling. I begge tilfælde kræves der almindelig stemmeflerhed for vedtagelse af ændringer eller ophør.
Ved foreningens ophør skal et eventuelt overskud, der er opstået ved deltagerbetaling ved foreningens virksomhed efter folkeoplysningsloven, tilfalde almennyttige formål.

Ovenstående vedtægter er vedtaget på generalforsamlingen den 18. maj 2004


SPILLEREGLER

Running score til 21
Running score er indført i alle rækker i DGI Badminton, gældende fra 1. august 2006. Ændringen er aftalt med DBF, og der udarbejdes et sæt fælles spillerregler. De nye regler gælder fremover for alle danske badmintonspillere, lige fra U9 til og med veteraner, da det er mest hensigtsmæssigt at alle spiller efter de samme regler.

pdf logo Her kan du se de nye regler (fuld version)

pdf logo Her kan du se de nye regler (kort version)


Send os en mail med kommentarer, ønsker eller meninger  Send en mail til os her E-post